Lisbeth Gunnel Movin var datter af lektor Rasmus Marius Movin (død 25-04-1951) og hustru skuespillerinden Fernanda Christiane Movin, født Rauch (død 1974). Hun blev matematisk student i 1937 - derefter uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole 1939-41 og debuterede i 1941 i Vejle under Nationalscenens turné med "Eventyret". Hun var skuespiller ved Det Kgl. Teater 1941-1943 og var fra 1943 til 1950 primadonna ved Det Ny Teater. Hun havde her mod slutningen af 1940erne succeser som "Kære Ruth" og "Liggende gæster" samt som bokserkonen i "Livet er skønt". Og hun sluttede første del af sin løbebane på Det Ny Teater, da hun i begyndelsen af 50erne dublerede Nina Pens som Anne Boleyn i Kaj Munks Henrik VIII-drama "Cant". Kort før krigens slutning blev hun 30. januar 1945 viet af sognefogeden i Snekkersten til filmdirektøren -filminstruktøren og skuespilleren Lau Lauritzen jun. Ægteskabet medførte i 1950erne, at Lisbeth Movin en årrække koncentrerede sig om sine børn - herunder den senere skuespillerinde Lone Lau. I sæsonen 1967-68 vendte hun tilbage til Det Ny Teater, hvor hun bl.a. spillede i "Utryg balance". Men hun forblev en sjælden gæst i rampelyset, skønt det efter Lau Lauritzens død i 1977 lykkedes Hvidovre Teater at lokke hende til spille sammen med Karen Berg i Noël Cowards "Sidste akt". Hun medvirkede også i Lommers Hornbæk-revy 1944, hvor hun var en af de frække "mimoser". Også i midten af 1950erne var hun med i en enkelt Lommer-revy. Lisbeth Movin var en af de store danske filmdivaer. Hun medvirkede i en lang række film fra første film "Et skud før midnat" (1942) til sidste film "Babettes gæstebud" (1987) og der imellem udførte hun en perlerække af roller i alle genrer. Især brændte hun sig fast i publikums bevidsthed som præstekonen Anne Pedersdotter i Carl Th. Dreyers film "Vredens dag". Som instruktør lavede hun bl.a. "Mig og min lillebror og Bølle". Gennem fire år var Lisbeth Movin konservativt byrådsmedlem i Hørsholm kommune.